KLUMMERNE

Bragt i Hornsherred Lokalavis, 28.09.2021
Af Marcelo og Christian

Og det det hele begyndte med en påskefrokost hos mine gode venner som boede i færgehuset i Sønderby. Her fortalte jeg nemlig at vi havde set på et hus i Dronning Mølle.

Vores ven sagde straks, kom med og se et lille rødt træhus på  Harebakkevej og glem alt om Dronning Mølle Vi tog afsted og da vi trådte op på terrassen, vidste vi straks at det var her vi skulle have sommerhus. Det føltes så godt, en ubeskrivelig følelse af at være hjemme.

At være hjemme! For hjemme er jo København / Nørrebro. Et Nørrebro med alle dens muligheder og som kun ligger 15 minutters gang fra Rådhuspladsen, Strøget, biografer, teatre. En travl og dejlig by, hvor en stor del af vennerne jo bor.

Det lille røde træhus, som indvendigt var som en brun cigarkasse og som tidligere blev beboet af fru Sested, eller kattemor, som hun også hed, blev købt og drengene som vi blev kaldt, flyttede ind i den nye sommerbolig. En sommerbolig uden internet, facebook men en tv antenne der bestod af to “strikkepinde” og en mobiltelefon, der kun virkede, når vi stod oppe på vejen foran huset.

Vi blev med det samme inviteret med i fællesskabet, af nogle af de andre beboere på vejen.

Og fællesskab bliver der nemlig mere og mere af.

Den gamle bygning som før var en købmandsforretning, har stået tom og er stille og roligt forfaldt, er nemlig blevet købt af mange af beboerne i byen og af andre interesserede.

Den “ grimme ælling i byen, vil til næste år efter ombygningen stå som en flot “ svane” midt i byen. Et samlingssted med cafe og et utal af forskellige arrangementer vil der komme. Istandsættelse af bygningen og driften af den udføres af frivillige.

( der har allerede være afholdt mange arrangementer de sidste par år, men er nu lukket pga. ombygning).

Et samlingssted hvor man kan mødes og nye venskaber på kryds og tværs kan opstå. Vi har fået utroligt mange gode venner og bekendte i kultur og bryghuset.

Vi har også badevennerne, spisevennerne, gå-vennerne, vin-vennerne, georgine-vennerne og vi kan blive ved med at remse op, for der er så mange muligheder i byen.

Et fællesskab er også at komme på kroen, her arrangeres der fællesspisning og andre arrangementer. Bl.a. afholdt Marcelo for mange år tilbage en fernisering af sin billedkunst.

Noget der også er så specielt ved Sønderby, er man kommer ofte lige forbi og siger hej. Det er fortid i byen og ja, næsten irriterende, hvis venner pludselig står på gaden og trykker på dørklokken og spørger, giver du en kop kaffe! Her I Sønderby nyder vi det og der kommer også rigtig mange og besøger os.

Vi er mange forskellige mennesker der bor her og man kan være deltagende eller lade være, for der er plads til os alle.

Det er det dejlige ved Sønderby.

Alt er ikke idyl, der er også diskussioner, men mon ikke det er meget normalt :-).

Ps. Glemte vi lige at nævne, at der er også en helt fantastisk hjælpsomhed. Et lille pift om hjælp til et eller andet, og så er den der…..

Marcelo Rasmussen
& Christian Joshua Korsgaard.
Sønderby.

Marcelo og Christian er bl.a. sommerhusejere på Harebakkevej gennem mere end 20 år. De er også to markante  ildsjæle bag Kultur & Bryghuset og er som flere andre borgere midtpunkt og fundament for sammenhængskraften i Sønderby.

Bragt i Hornsherred Lokalavis, 16.10.2020
Af Ulla Riis Madsen

I disse dage er det seks år siden vi flyttede til Hornsherred for at udleve drømmen om at leve på landet. Drømmen omfattede tilvalg af en stor have til blomster og grøntsager, et værksted med plads til lidt af hvert, nærhed til skov og vand samt mulighed for lidt dyrehold på jorden.

Drømmen materialiserede sig i form af et tidligere statshusmandsbrug - et af dem, der i 1927 blev udstykket fra Selsø slot. En spændende stykke Danmarkshistorie om omfordeling af ressourcer i samfundet. Med statshusmandsbrugene måtte herregårde og kirker over hele landet afgive jordlodder, som små husmænd ved lodtrækning kunne få tildelt. Staten hjalp med finansieringen, og husmændene var i vid udstrækning med-byggere sammen med lokale håndværkere. Alle husene blev opført efter de samme to tegninger fra Bedre Byggeskik, en slags datidens typehuse. Alt i alt betød det, at disse små husmænd kunne brødføde deres familie fra egen jord og samtidig fik gode, sunde og smukke bygninger at bo i. Bygninger som nu næsten 100 år senere stadig er smukke og sunde boliger!

Da vi besluttede at flytte til Hornsherred, blev vi mødt af meget undren over, hvad vi dog ville helt derude? Hvordan ville vi få vores sociale og kulturelle behov opfyldt, så langt fra al ting? Og havde vi gennemtænkt hvor meget arbejde, der fulgte med sådan et gammelt hus?

Vi var helt på det rene med, at det ville koste os en masse tid og fysisk indsats at sætte i stand, opbygge og vedligeholde – og det har det gjort, og det gør det! Men det er også en del af den daglige glæde, imens fårene bræger, gæssene skræpper og havørnen laver opvisning hen over hovedet på os, at vi kan kigge til Roskilde fjord, til Selsø slot og sågar til Roskilde Domkirke, alt imens bedene bliver luget, facaden bliver renoveret og vasketøjet hængt til tørre. Her har vi fået plads til alt det, vi drømte om og mere til. Et sted hvor familie og venner gerne kommer og tilbringer tid sammen med os - heldigvis! For ved at flytte til Hornsherred, flyttede vi også længere væk fra dem, der var del af vores hverdagsliv og har skulle finde nye måder at være sammen på.

Man skal ikke lade sig begrænse af afstande, når man bor her, så det man ikke kan finde lige om hjørnet, det må man køre efter. Vi kører gerne en time for at besøge børn og børnebørn eller for at gå i teateret. Men hvor er det dog dejligt, at der også for eksempel findes en biograf i Skibby. At der arrangeres koncerter i kirken og på slottet. At bylauget i Sønderby arrangerer Sønderbymad på kroen og fastelavnsfest for store og små. Og at vi i Sønderby Kultur- og Bryghus kan deltage i alle mulige kulturelle og sociale tilbud – som at komme til livestreamede foredrag fra Aarhus universitet og blive klogere på emner som virus, rumforskning og tang i selskab med andre gæve borgere. Gæve borgere, som også er vores (næsten) naboer, og som gerne stiller op til hyggeligt socialt samvær over en gang fællesspisning. Det være sig i Kulturhuset, eller i privaten, som da vi indviede vores nybyggede pizzaovn hjemme på matriklen en smuk sommeraften med besøg af 16 skønne Sønderbyboere. Alt sammen oplevelser og relationer som beriger vores liv – tak for det!

Så status efter seks år i Hornsherred må være, at her har vi fundet og skabt vores lille bid af paradis på jord, som vi nyder hver dag og gerne deler med andre.

Ulla arbejder som forsker i sygepleje - med særlig interesse for mennesker, der får amputeret ben. Bor sammen med sin mand, Jesper Thorman Madsen, nær Selsø Slot. Ulla er tillige medlem af bestyrelsen for Sønderby Kultur- & Bryghus.

Af Bo Zoffmann

Hvad kendetegner Hornsherred?

Bornholm har knækket koden og stoppet befolkningsflugten, og nu er der faktisk netto tilflytning til øen. Bornholm har gjort det med en kvalitetsdimension. Der er skabt virkelig gode, ærlige og lækre fødevarer, og en del virksomheder er skabt på det grundlag. Det opleves i stort omfang, når man rejser rundt på øen, og det er, som om det har givet et fælles grundlag for øens aktiviteter. Jeg har på den baggrund tænkt over hvad det er, som kendetegner Hornsherred, og hvad vi kunne markere vores halvø med.

Jeg tænker at skønhed og nærvær er to gode bud. Skønheden er åbenlys med vores natur, fjordene og de mange gamle bygninger og kirker. Nærværet finder jeg også, dog især på et mikro-niveau, der hvor jeg møder et andet menneske, hilser og glædes sammen over skoven, fuglene og vejret. På det niveau er nærværet ligeledes åbenlys.

Jeg skrev, at jeg oplever nærværet på mikro-niveau, og det betyder jo selvfølgelig, at jeg oplever, at det kniber med nærværet på et makro-niveau. Jeg oplever ikke en generel imødekommenhed eller nysgerrighed overfor nye initiativer og/eller nye mennesker. Der udvises ikke et generelt nærvær, sådan at man kunne sige, at skønhed og nærvær er en fælles værdi for os i Hornsherred.

Hvad er nærvær egentlig for en størrelse? Det er jo et begreb, som er blevet omtalt meget de seneste år, det et centralt begreb i mindfulness, og er således et af de begreber, som ofte optræder i litteraturen om personligt velvære. En hurtig søgning på google afdækker en definition. Definitionen lyder:

Nærvær er at træde tættere på andre, men også tættere på sig selv. Og derfor kan nærvær være svært, og måske endda være noget, som man undgår. *[1]

Definitionen afdækker, at nærvær både er en tæthed overfor andre og for sig selv. Nærværende mennesker udviser derfor både åbenhed og venlighed. Det kan ikke lade sig gøre at være uvenlig og nærværende på samme tid. Åbenheden skyldes, at nærværende mennesker er mere nysgerrige på en naturlig og behagelig måde. Som nærværende er man interesseret i andre mennesker, og udviser derfor en nysgerrighed på en anden persons holdninger og ideer.

Jeg oplever nærværet på mikro-niveau, skrev jeg ovenfor. Jeg oplever det i høj grad i Sønderby Kultur- og Bryghus. De mennesker som kommer her, er i høj grad både nysgerrige og venlige, vi har det hyggeligt, uanset om det er en af de almindelige åbningsdage eller de aftenarrangementer, vi holder. Uanset om det er sangaftenerne (før Corona) eller foredrag fra Aarhus Universitet. Jeg oplever det også med de nye initiativer, Skibby Aktive har igangsat med NaturExpressen, hvor frivillige kører og fortæller om de områder, Expressen kører rundt i. Der er i øvrigt en god portion nærvær i at bevæge sig i naturen. Nysgerrig for hvilke dyr og fugle vi ser, sæsonens blomster og/eller bær. Det er vanskeligt at være helt fraværende på en gåtur i Østskoven.

Ovenstående favner i virkeligheden hvad jeg mener. Tænk hvis vi mødte andre mennesker med samme åbenhed og nysgerrighed, som vi har, når vi gå i naturen. Som når vi nysgerrigt spørger lystfiskeren på skovbroen, om der er fanget noget, eller som når vi møder en, der har slået sig ned for at se glimt af Havørnen. Det ville sikkert have lige så stor positiv effekt på Hornsherred som kvalitetsdimensionen har haft på Bornholm. 

Bo Zoffmann er i bestyrelsen for Sønderby Kultur- & Bryghus, hvor han også formelt er direktør. Bo er desuden fritidsbrygger og medstifter af Sønderby Bryghus.

[1] www. https://coachcare.dk/

Sikke et mylder!

Vi er vant til at have vores små paradis her i herredet næsten for os selv. Men pludselig myldrer det med nye ansigter.

Coronaen har fået folk ud af storbyen. Først bare for at nyde naturen. En dag talte jeg tretten biler parkerede i Østskoven, hvor vi plejer at kunne gå tur en hverdag uden at møde et øje. Hvad skal man mene?

Ikke alle er lige begejstrede, ved jeg. Vi har det så stille og fredeligt for os selv, og det er jo en del af kvaliteten ved vores små paradis – at vi kan gå her og putte os. Det nyder jeg også.

Men livet har også lært mig at værdsætte imødekommenhed og gæstfrihed. Når man bor et dejligt sted, synes jeg jo, at man godt kan dele det en lille smule med andre. Paradis bliver også hurtigt beklemt, hvis man prøver at holde det for sig selv.

Nogle af vores nye besøgende bliver så begejstrede, at de vælger at flytte hertil. Det er meget længe siden, at vi har fået så mange nye naboer her på Harebakken i Sønderby som i dette forår, og det gælder vist hele herredet og ikke bare i sommerhusene. Forleden mødte vi en ung familie fra Albertslund nede ved vores lille havn. De var kørt herop flere dage i træk og havde nu besluttet at finde en bolig heroppe.

Corona har været en ’gamechanger’ – og effekten er vedvarende, mener folk, der lever af at bedømme den slags. I en nylig artikel i netmagasinet KBH pegede én på, at stadig flere pendler mellem en lille bolig i byen og et hus på landet – og at muligheden for at arbejde på distancen vil gøre, at boligen på landet på sigt ”bliver førstevalget og lejligheden et tilvalg, der gør det muligt at bevare en kontakt til byen”.

Det er jo godt for dem, der står og skal sælge deres hus. Men det er også godt for alle os andre.

De nye tilflyttere kan være med til at give landsbyerne en renæssance. Vi har endnu til gode at se, om det også vil bringe flere børn og børnefamilier – og dermed rette op på den skæve befolkningspyramide, hvor vi ældre jo fylder forholdsvis meget i regnskabet. Men vi kan selv skubbe på udviklingen ved at åbne os og vores landsbysamfund op for tilflytterne.

Det gør vi ved at udvikle os og være i bevægelse – og tilbyde rammer for fællesskab og aktivitet. Flere af vores nye tilflyttere i Sønderby har fortalt, at fællesskabet om vores lille kulturhus i deres øjne er med til at gøre vores lille landsby attraktiv for tilflyttere.

Men fællesskabet gør det ikke alene, hvis vi skal skabe en blivende udvikling. Mange har under coronaen fundet ud af, at de kan arbejde hjemmefra, men en aktiv erhvervspolitik kunne understøtte den udvikling og også skabe nye arbejdspladser i landsbyerne. Hidtil har Frederikssund kommune bremset en sådan udvikling, bl.a. ved at hensætte landsbyerne i landzone. Her er det ikke meningen, at her skal ske nogen udvikling. Heller ikke kommunens nye erhvervsstrategi nævner landsbyerne med et ord. Men den nye planlov forpligter faktisk kommunerne til at sætte strategiske mål for udviklingen af deres landsbyer.

Klummen her har vist, at det syder og gærer af initiativ i herredets landsbyer. Men også at vi måske har nået grænsen for, hvad vi kan gøre hver især. Det beskedne befolkningsunderlag i vores små landsbysamfund sætter sine naturlige begrænsninger. Måske skal vi begynde at snakke lidt sammen om, hvordan vi kan støtte hinanden?

Konklusionen er i hvert fald klar i en hel frisk evaluering af Realdania-initiativet ’Landsbyklynger’, hvor man har støttet samarbejder mellem nærliggende landsbyer om en fælles udvikling. Landsbyer står stærkere, når de står sammen. Klyngerne styrker de enkelte landsbyer – og giver dem lokalpolitisk større synlighed.

Kunne vi lære noget af det her i Herredet?

Poul Høegh Østergaard er journalist og kommunikationsmand. Han bor i sommerhus i Sønderby, hvor han er aktiv i Sønderby Kultur- & Bryghus og i Harebakkegårdens Grundejerforening.

Kære Brevkassedoktor.
af Mikkel Stolt
bragt i Hornsherred Lokal Avis, 5. Maj 2020

Jeg troede ellers, at 2019 var et vildt nok år for mig, hvor jeg og dyrlægen flyttede på landet og i øvrigt skulle omstille tilværelsen på flere måder, og så sidder man her i år to tusindogkarantyve, og er allerede ved at øve sig på det pensionistliv, der ellers burde ligge flere år ude i fremtiden: Vi sidder alene i vores hus eller på verandaen og løser krydsord, læser og kigger ud over landskabet, nikker til de andre man passerer på landevejen eller i skoven på god afstand, inden vi tager den lille bil til supermarkedet og køber tre liter papvin (af gangen). Vi kommer ikke engang ind til købstaden. Endsige til hovedstaden, hvor vi ellers har en slags arbejde begge to. Men som jeg plejer at sige: det er ikke noget problem at holde afstand til andre mennesker, hvis man i forvejen ikke tror, man kan lide dem.

Omstillingen sidste år var total og chokerende: Væk fra en lejlighed midt på Frederiksberg og et lille sommerhus på det vestlige Hornsherred. Det havde ellers været lige som jeg ville have det, men jeg vidste godt, at dyrlægen gerne ville flytte rigtigt ud af byen, og de første planer om at bygge nyt på sommerhusgrunden blev skrinlagt af flere årsager. Blandt andet fordi at vi tænkte, at det måske alligevel ville blive for øde, når vi blev ældre. Så da chancen bød sig for at købe et hus, der gik lige op med prisen på vores lejlighed, og som oven i købet lå i udkanten af det, man med lidt god vilje kan kalde en by, så slog vi til. Men var det nu klogt?

Vi kendte to af vores nye naboer i forvejen, og det kunne lige gå an, men vi fik jo altså endnu flere rundt om os. Man skal bare sidde på kroen med en fadøl, så kommer der en hen og afbryder den tilstand af behagelig afsondrethed, man troede, der herskede herude. Og så var der det med, at der absolut skulle laves et kulturhus, så man rigtigt kunne ”komme hinanden ved”, og man gør jo, hvad man kan for ikke at falde igennem. Så vi troppede op til arrangementerne og foredragene med vores stivnede storbysmil, og lod som om, vi morede os og blev klogere. Og da der blev lavet en dart- og billardklub, som måtte jeg finde mine gamle pile frem fra gemmerne, så folk ikke troede, at jeg ikke var ordentligt opdraget og ikke kunne spille dart. Men alt det satte coronaen jo heldigvis en stopper for.

Og så er der det evindelige spektakel. Da vi droppede sommerhusnaturgrunden for en landsby, troede vi da i det mindste, at vi slap for fuglejammer. Men næh nej, her er der skrig og skrål fra viberne på engen, fra de evindelige gæs, der ikke kan beslutte sig til, om de bedst kan lide markerne på den ene eller anden side af fjorden, og fra stærene, der bare sidder og klikker så ulideligt. Hvad laver de egentlig? Telegraferer? Havørnen holder da heldigvis som regel sin kæft. Men så er der alle de turister, der kommer rendende for at se netop dén, så vi overvejer seriøst at sætte en bom op nede på Skovvejen, så kun folk med reel og dokumentérbar interesse for ornitologi kan komme igennem. Eller hvis de kan fremvise en fiskestang. Og ellers har 250 kroner.

For er her øde nok med alle de venlige naboer og dyr? For nu ved man jo, at det er meget hyggeligere at sidde derhjemme i fred og ro. Og savner man på den anden side ikke lidt at sidde i en stuelejlighed i storbyen og kigge ud på noget halvfærdigt metro-byggeri, 24 smittefarlige børnehavebørn på legepladsen og en baggård, hvor hørmen fra folks take-away fra mindst tretten regioner rundt om i verden trænger den forkerte vej ind gennem emhætten?

Så mit spørgsmål er, hvordan man ved, om man lider af personlighedsforstyrrelse?

Mikkel Stolt, f. 1965, filminstruktør og forfatter, som en gang i mellem falder for fristelsen til at behandle virkeligheden satirisk (hvilket man også kan opleve i romanen Åndsvage Ozelot). Flyttede i 2019 fast til Sønderby sammen med sin kone, der er dyrlæge og forsker på universitetet.

Bestyrelsesmøder, bedsteforældre og børnebørn.
af Karin Jessen
bragt i Hornsherred Lokal Avis, 11. Marts 2020

En gang om måneden afholder Sønderby Kultur- & Bryghus åbne bestyrelsesmøder. Det er en søndag eftermiddag, og der er stadig åbent i kulturhuset, så ofte er der mennesker i huset omkring mødet.

Bestyrelsen består primært af mennesker i bedsteforældrealderen, og de fleste er både aktive bedsteforældre og frivillige i Kultur- & Bryghuset.

Som bedsteforældre, kan vi godt lide at være sammen med vores børnebørn, og vi er ovenikøbet ret gode til det (ifølge både børn og børnebørn), og enige om, at Kultur- & Bryghuset har mange gode aktiviteter til glæde for børnebørnene, og børnene er ofte med i huset til fælles glæde.

Som frivillige i Kultur- & Bryghuset er vi ret aktive i lokalsamfundet og det giver mange glade timer i fællesskab med andre og hinanden. Ifølge en stor undersøgelse, som Statens Institut for Folkesundhed har foretaget blandt mere end 14.000 personer, har vi tilmed en større blomstrende mental sundhed i forhold til dem, som ikke er frivillige.

På flere af disse bestyrelsesmøder er vi undervejs blevet afbrudt af nogle børnebørn, som lige skulle spørge om noget, lige skulle sige farvel og tak for denne gang, eller som lige skulle have lov til at få en is fra husets køleskab eller måske sættes i gang med et spil. Og afbrydelsen er accepteret af alle bestyrelsesmedlemmerne, ja det er tilmed en kærkommen lejlighed til lige at få en opdatering om, hvordan det går med de andres børnebørn.

Og disse afbrydelser sker, mens dialogen om kommunes behandling af vores hus ivrigt er i gang. Og mens vi snakker om fremtidige spændende aktiviteter, som danner grundlag for gode samlinger i huset.

Disse aktiviteter spænder vidt – lige fra forfatterforedrag til ciderfremstilling, sangaftener og utrolig mange andre ting. Det sker, mens vi snakker om, hvordan vi skaber det bedste samarbejde mellem Bylauget og Kultur- & Bryghuset, så det gavner alle i Sønderby og omegn. Det sker mens vi brainsstormer på, hvordan vi mon kan få finansieret renoveringen af Kultur- & Bryghuset, da det er i en sørgelig forfatning. Det sker mens vi planlægger kommende arbejdsweekender, hvor der ofte tropper 5 – 15 mennesker op for at male, kalke, installere opvaskemaskine, internet, indrette spillerum, tilplante blomsterkummer og mange mange andre ting.

På vores bestyrelsesmøder forenes fællesskabet med hinanden og vores børnebørn. Vi er i bestyrelsesarbejdet sammen om en vigtig sag for lokalsamfundet og styrker vores relationer med hinanden. I mødet med børnebørnene styrker vi børnenes oplevelse af at blive forkælet med tid og nærvær. Deres forstyrrelse under bestyrelsesmødet er en kærkommen lejlighed til at give dem indblik i en søndag, hvor der plads til forstyrrelsen. Det styrker også vores relationer med børnebørnene.

I Sønderby Kultur- & Bryghus kan alle, børn som voksne, til enhver tid skabe forstyrrelsen i søndagsbestyrelsesmødet, da det er en kærkommen lejlighed til at skabe relationer og netværk og det kendskab til hinanden, som er fundamentet for det fællesskab, vi gerne ser kommer ud af dette projekt.

Karin Jessen er bestyrelsesmedlem i Sønderby
Kultur- & Bryghus, hvor hun – sammen med resten
af eventgruppen – også er med til at tilrettelægge
de mange forskellige aktiviteter.

Kaffe
af Pia Erlund
bragt i Hornsherred Lokal Avis, 28. Januar 2020

For nylig læste jeg på Facebook dette fine og inspirerende skriv:

“Kaffe er et af de smukkeste ord, jeg kender. For kaffe betyder næsten kærlighed.
Gir’ du snart en kop kaffe?
Jeg savner dig.
Der er altid kaffe på kanden.
Du er altid velkommen.
Vil du ha’ en kop kaffe?
Jeg har tid, fortæl mig, hvad du har på hjerte.
Kaffetid.
Tag en pause, min ven.
Så lige en enkelt kop.
Selvom der er noget, jeg skal, er du vigtigere.
Skal vi to aldrig ha en kop kaffe?
Du kan blive min ven.
Du må aldrig få så travlt, at du ikke har tid til en kop kaffe.
For kaffe betyder sjældent bare kaffe.
Kaffe betyder omsorg og pause, snakke og venskab.
Kaffe er flydende nærvær, kaffe er tid med hinanden.
Om du drikker den, betyder i virkeligheden ikke så meget.“

Citat slut.

Tænk hvilke betydninger ordet kaffe har.

Jeg flyttede til Sønderby for 32 år siden. På det tidspunkt havde jeg små børn og store hunde. En fantastisk indgang til at komme i snak med andre.

Vi havde en Brugs i Sønderby. Et samlingssted.

Det kunne ofte tage op til en time at handle ind. Her mødte man altid en eller flere, man lige slog en sludder af med.

Nu skal det lige nævnes, at jeg bor i “udkants- Sønderby”, umiddelbart efter byskiltet. Så da Brugsen lukkede for godt 10 år siden, havde jeg ikke min daglige gang ”downtown-Sønderby”.

Kontakten med de andre Sønderby borgere blev mere sporadisk – et vink, et nik og så selvfølgelig når vi mødtes til Bylaugets juletræstænding, fastelavnsarrangement og sommerfest.

Brugsen stod gabende tom.

I sommeren 2019 var vi så en gruppe mennesker, der erhvervede bygningen, oprettede et ApS og fik spredt ejerskabet ud på mange flere.

Her har vi åbnet en butik og ikke at glemme en Cafe, der sælger KAFFE.

Jeg har sammen med flere andre engageret mig som frivillig i cafeen – og brygger rigtig meget kaffe.

Til stor glæde for såvel lokale som for andre, der kommer forbi.

Engagementet i cafeen har haft og har stadigvæk en meget stor værdi for mig, og jeg er overbevist om, at det samme gælder for de andre frivillige.

Den kontakt, der var falmet, har så sandelig fået farve igen.

Indenfor det sidste års tid har jeg udvidet min omgangskreds eksplosivt.

Mennesker jeg før kendte af udseende – og som jeg naturligvis vinkede til – er nu kommet meget tættere på.

Nu er det ikke kun et hej, men ofte en snak om mange ting.

En deltagende snak, med nogle om vejr og vind, med andre om børn og børnebørn og snak om politik, broen og de ting, der foregår rundt om os og som optager os.

Kan det have noget med kaffe at gøre?

Indenfor de sidste år er der “poppet” rigtig mange lokale initiativer op – holdt i live af frivillige hænder.

Det viser sig, at der er brug for de fællesskaber.

Fællesskaber, hvor vi samles om mange interesser.

Hvor der er mennesker samlet opstår hurtigt nye ideer, nye initiativer.

Hos os i Sønderby samles vi blandt andet også til foredrag, fællesspisning, sangaftener, rejseforedrag og meget andet, hvor alle interesserede er velkomne .

Sønderby Kultur- og Bryghus, kalder vi det. Bryghuset kommer først senere – men kulturen fylder allerede huset.

Cafeen har i de mørke måneder åbent lørdag og søndag fra kl 14-17.

Du er altid hjertelig velkommen til at kigge forbi til en kop kaffe eller to.

Livet er ikke det værste vi har, og om lidt er kaffen klar.

Pia Erlund er medstifter, bestyrelsesmedlem og tovholder for de frivillige aktive i cafégruppen i Sønderby Kultur & Bryghus

Jeg er tilflytter til Hornsherred.
af Bo Zoffmann
bragt i Hornsherred Lokal Avis, 3. december 2019

Jeg har haft mit sommerhus i Sønderby i 4½ år, og jeg er blevet langt mere glad for det sommerhus end jeg på noget tidspunkt havde troet. Jeg vidste, hvad jeg gik ind til, når vi taler om grunden og huset, og de elementer, som kan ses og høres, men jeg vidste intet om hvordan de lokale kommer ud af det med hinanden, og det er godt nok overraskende.

Vi fik jo langt om længe muligheden for at erhverve den nedlagte brugsbygning i Sønderby, og aktiviteten og hjælpsomheden omkring det projekt er ganske enkelt imponerende. Der er rigtig mange, som byder ind med det de kan og vil, og der er en interesse for at yde en indsats, som jeg er overrasket over, og som er meget positiv. Vi har en frivillig gruppe, som driver vores lille butik, vi har frivillige som har malet hele huset udvendigt, og der laves arrangementer i et væk. I denne eftersommer/efterår har vi haft flere foredrag, brygning af cider, kogning af bolsjer, bankospil, fælles sangaftener og fællesspisning. Og ikke nok med at frivillige har stået for disse arrangementer, de er også yderst velbesøgte. Vi har således huset fyldt med 40 til 60 interesserede gæster, når der holdes foredrag om Indien eller Tom Waits. Vi har flere spændende arrangementer i vores plan for vinteren og foråret, og det er mit indtryk, at der er skabt et mødested som rigtig mange holder af, og en fælles aktivitet, som rigtig mange gerne vil være en del af.

Jeg vil ikke diskriminere på alder, men hovedparten af de mennesker, som bidrager, er rekrutteret fra gruppen, der er ældre end 50 år. Dette er jo ganske naturligt, da den demografiske fordeling i en landsby som Sønderby hælder til den ældre del af befolkningen.

Jeg hørte for en del år siden en radioudsendelse, som handlede om, at der er faktisk rigtig mange aktiviteter, som foregår rundt omkring i det danske land, primært i provinsen. Når jeg så også følger med i f.eks. Real Danias aktiviteter med at uddele fondsmidler, så efterlades jeg med en oplevelse af, at vores aktivitetsniveau i Sønderby slet ikke er overraskende stort. Det er faktisk ret almindeligt, at lokale samler sig om at udrette et eller andet, til fælles gavn for landsbyen, befolkningen og de aktiviteter,  som sker i de små landsbyer.

I radioudsendelsen hørte jeg for første gang udtrykket ældreressourcen, og da det var før jeg kom til Sønderby, at jeg hørte begrebet, smilede jeg blot, og tænkte, at det var da rart, at der for en gang skyld blev brugt et andet udtryk end ældrebyrden. Jeg forstod ikke helt hvad det handlede om, men det ved jeg nu, for det er præcist, hvad jeg har oplevet i Sønderby. Jeg er helt sikker på, at de mange lokale aktiviteter modvirker affolkningen af landområderne, for der skabes noget som de større byer slet ikke kan bidrage med. Det er jo ikke bare Sønderby Kultur- & Bryghus, som vi skaber, vi skaber jo et sammenhold, et nærvær og en ægte interesse for hinanden, som har langt større værdi end selve Kultur & Bryghuset.

Selve huset er omdrejningspunkt for aktiviteterne, men når den slags skal fungere fordrer det et velfungerende samarbejde, som kan etableres med et stort engagement, gensidig tillid og gensidig respekt. Vi kan jo afgjort ikke det samme, men vi kan respekterer alle bidrag og sætte pris på alt hvad der gøres. Vi kan have tillid til, at alle gør deres bedste og indpakket i det engagement der er omkring selve huset, så bliver der skabt noget mellemmenneskeligt af meget stor værdi.