01.03.2023
SØNDERBY KULTUR- & BRYGHUS ER ÅBENT IGEN

TAGENE ER LAVET - OG HUSET I FULDT VIGØR IGEN

I januar og februar knoklede vores håndværkere og super aktive frivillige på, at lægge nye tage på vores ejendomme - dels færdiggøres tagdækningen af den tidligere uddelerbolig - og dels udskiftes taget over den anden ejendom, som huser kultur- & bryghuset.

Samtidigt har vores frivillige bygget toiletter og hele huset står nu igen flot - og klart til at byde os alle velkomne! Det er blevet nogle fantastiske resultater!

Cafeen er åben igen, og kalenderen (kan du se se hér på siden) er spækket med spændende arrangementer.

Vi glæder os til at byde jer velkommen tilbage - ses vi?
22.06.2022
BLIV FRIVILLIG I CAFEEN

- Hyggelige eftermiddage
- Mød andre fra lokalsamfundet
- Få en god snak:

Som frivillig skal du - sammen med en af os andre - passe cafeen en eller eventuelt to lørdage eller søndage om måneden fra kl. 14-17. Jobbet består i at servere kaffe og kage og hygge om gæsterne.

Det er let at finde ud af og vi er altid to på vagt.

Interesseret? Ring til Pia tlf. 5190 0887 og få mere at vide

Vi glæder os til at byde dig velkommen i gruppen.
11.06.2022
MATERIALER FRA GENERALFORSAMLINGEN I SØNDERBY KULTUR- & BRYGHUS DEN 22.05.2022 ER LAGT OP.

Kære anpartshavere i Sønderby Kultur- & Bryghus,

Tak for en veloverstået generalforsamling. Alle materialer fra dagen er nu lagt op på denne hjemmeside under menupunktet Om Sønderby Kultur- og Bryghus-> generalforsamling - eller ved at klikke på dette link: https://soenderby-kulturbryg.dk/kontakt-os/generalforsamling

Bedste hilsener
Bestyrelsen
29.06.2021
REALDANIA STØTTER OP OM SØNDERBY KULTUR- & BRYGHUS ....

Vi har en stor og meget glædelig nyhed, idet Underværker, som er en pulje under RealDania har doneret Sønderby Kultur og Bryghus ApS DKK 860.000 til et nyt tag. Dels et nyt stråtag på den gamle uddelerbolig og dels et nyt tag på det gamle butikslokale.

Underværker skriver i deres begrundelse:

Frivillige ildsjæle skaber rammer for aktivitet og fællesskab
I Sønderby ligger en tidligere brugsforening, der nu danner ramme om byens fælleshus med både café og bryghus. Ved at udskifte det utætte tag kan foreningen ikke blot sikre et sted at samle det solidt, forankrede fællesskab i byen, men kan også føre bygningen tilbage til sit originale, stråtækte udseende. Projektet viser, hvordan man kan give en funktionstømt bygning nye funktioner, og samtidig forskønne en historisk bygning.


Donationen topper vores aktiviteter igennem de sidste par år, hvor vi har modtaget DKK 250.000 fra Frederikssund Kommune, og DKK 100.000 fra Veluxfonden. Førstnævnte har givet os mulighed for at udskifte gulvet og isolere væggene, og Veluxfonden sikrer os et nyt køkken. Vi glæder os rigtig meget til at vi bliver i stand til at genåbne huset, og sikrer et fælleshus til vores dejlige landsby.
SENESTE KLUMME:

Sønderby, Sønderby, Sønderby

Bragt i Hornsherred Lokalavis, 28.09.2021
Af Marcelo og Christian

Og det det hele begyndte med en påskefrokost hos mine gode venner som boede i færgehuset i Sønderby. Her fortalte jeg nemlig at vi havde set på et hus i Dronning Mølle.

Vores ven sagde straks, kom med og se et lille rødt træhus på  Harebakkevej og glem alt om Dronning Mølle Vi tog afsted og da vi trådte op på terrassen, vidste vi straks at det var her vi skulle have sommerhus. Det føltes så godt, en ubeskrivelig følelse af at være hjemme.

At være hjemme! For hjemme er jo København / Nørrebro. Et Nørrebro med alle dens muligheder og som kun ligger 15 minutters gang fra Rådhuspladsen, Strøget, biografer, teatre. En travl og dejlig by, hvor en stor del af vennerne jo bor.

Det lille røde træhus, som indvendigt var som en brun cigarkasse og som tidligere blev beboet af fru Sested, eller kattemor, som hun også hed, blev købt og drengene som vi blev kaldt, flyttede ind i den nye sommerbolig. En sommerbolig uden internet, facebook men en tv antenne der bestod af to “strikkepinde” og en mobiltelefon, der kun virkede, når vi stod oppe på vejen foran huset.

Vi blev med det samme inviteret med i fællesskabet, af nogle af de andre beboere på vejen.

Og fællesskab bliver der nemlig mere og mere af.

Den gamle bygning som før var en købmandsforretning, har stået tom og er stille og roligt forfaldt, er nemlig blevet købt af mange af beboerne i byen og af andre interesserede.

Den “ grimme ælling i byen, vil til næste år efter ombygningen stå som en flot “ svane” midt i byen. Et samlingssted med cafe og et utal af forskellige arrangementer vil der komme. Istandsættelse af bygningen og driften af den udføres af frivillige.

( der har allerede være afholdt mange arrangementer de sidste par år, men er nu lukket pga. ombygning).

Et samlingssted hvor man kan mødes og nye venskaber på kryds og tværs kan opstå. Vi har fået utroligt mange gode venner og bekendte i kultur og bryghuset.

Vi har også badevennerne, spisevennerne, gå-vennerne, vin-vennerne, georgine-vennerne og vi kan blive ved med at remse op, for der er så mange muligheder i byen.

Et fællesskab er også at komme på kroen, her arrangeres der fællesspisning og andre arrangementer. Bl.a. afholdt Marcelo for mange år tilbage en fernisering af sin billedkunst.

Noget der også er så specielt ved Sønderby, er man kommer ofte lige forbi og siger hej. Det er fortid i byen og ja, næsten irriterende, hvis venner pludselig står på gaden og trykker på dørklokken og spørger, giver du en kop kaffe! Her I Sønderby nyder vi det og der kommer også rigtig mange og besøger os.

Vi er mange forskellige mennesker der bor her og man kan være deltagende eller lade være, for der er plads til os alle.

Det er det dejlige ved Sønderby.

Alt er ikke idyl, der er også diskussioner, men mon ikke det er meget normalt :-).

Ps. Glemte vi lige at nævne, at der er også en helt fantastisk hjælpsomhed. Et lille pift om hjælp til et eller andet, og så er den der…..

Marcelo Rasmussen
& Christian Joshua Korsgaard.
Sønderby.

 

Marcelo og Christian er bl.a. sommerhusejere på Harebakkevej gennem mere end 20 år. De er også to markante  ildsjæle bag Kultur & Bryghuset og er som flere andre borgere midtpunkt og fundament for sammenhængskraften i Sønderby.