Sikke et mylder!

Vi er vant til at have vores små paradis her i herredet næsten for os selv. Men pludselig myldrer det med nye ansigter.

Coronaen har fået folk ud af storbyen. Først bare for at nyde naturen. En dag talte jeg tretten biler parkerede i Østskoven, hvor vi plejer at kunne gå tur en hverdag uden at møde et øje. Hvad skal man mene?

Ikke alle er lige begejstrede, ved jeg. Vi har det så stille og fredeligt for os selv, og det er jo en del af kvaliteten ved vores små paradis – at vi kan gå her og putte os. Det nyder jeg også.

Men livet har også lært mig at værdsætte imødekommenhed og gæstfrihed. Når man bor et dejligt sted, synes jeg jo, at man godt kan dele det en lille smule med andre. Paradis bliver også hurtigt beklemt, hvis man prøver at holde det for sig selv.

Nogle af vores nye besøgende bliver så begejstrede, at de vælger at flytte hertil. Det er meget længe siden, at vi har fået så mange nye naboer her på Harebakken i Sønderby som i dette forår, og det gælder vist hele herredet og ikke bare i sommerhusene. Forleden mødte vi en ung familie fra Albertslund nede ved vores lille havn. De var kørt herop flere dage i træk og havde nu besluttet at finde en bolig heroppe.

Corona har været en ’gamechanger’ – og effekten er vedvarende, mener folk, der lever af at bedømme den slags. I en nylig artikel i netmagasinet KBH pegede én på, at stadig flere pendler mellem en lille bolig i byen og et hus på landet – og at muligheden for at arbejde på distancen vil gøre, at boligen på landet på sigt ”bliver førstevalget og lejligheden et tilvalg, der gør det muligt at bevare en kontakt til byen”.

Det er jo godt for dem, der står og skal sælge deres hus. Men det er også godt for alle os andre.

De nye tilflyttere kan være med til at give landsbyerne en renæssance. Vi har endnu til gode at se, om det også vil bringe flere børn og børnefamilier – og dermed rette op på den skæve befolkningspyramide, hvor vi ældre jo fylder forholdsvis meget i regnskabet. Men vi kan selv skubbe på udviklingen ved at åbne os og vores landsbysamfund op for tilflytterne.

Det gør vi ved at udvikle os og være i bevægelse – og tilbyde rammer for fællesskab og aktivitet. Flere af vores nye tilflyttere i Sønderby har fortalt, at fællesskabet om vores lille kulturhus i deres øjne er med til at gøre vores lille landsby attraktiv for tilflyttere.

Men fællesskabet gør det ikke alene, hvis vi skal skabe en blivende udvikling. Mange har under coronaen fundet ud af, at de kan arbejde hjemmefra, men en aktiv erhvervspolitik kunne understøtte den udvikling og også skabe nye arbejdspladser i landsbyerne. Hidtil har Frederikssund kommune bremset en sådan udvikling, bl.a. ved at hensætte landsbyerne i landzone. Her er det ikke meningen, at her skal ske nogen udvikling. Heller ikke kommunens nye erhvervsstrategi nævner landsbyerne med et ord. Men den nye planlov forpligter faktisk kommunerne til at sætte strategiske mål for udviklingen af deres landsbyer.

Klummen her har vist, at det syder og gærer af initiativ i herredets landsbyer. Men også at vi måske har nået grænsen for, hvad vi kan gøre hver især. Det beskedne befolkningsunderlag i vores små landsbysamfund sætter sine naturlige begrænsninger. Måske skal vi begynde at snakke lidt sammen om, hvordan vi kan støtte hinanden?

Konklusionen er i hvert fald klar i en hel frisk evaluering af Realdania-initiativet ’Landsbyklynger’, hvor man har støttet samarbejder mellem nærliggende landsbyer om en fælles udvikling. Landsbyer står stærkere, når de står sammen. Klyngerne styrker de enkelte landsbyer – og giver dem lokalpolitisk større synlighed.

Kunne vi lære noget af det her i Herredet?

Poul Høegh Østergaard er journalist og kommunikationsmand. Han bor i sommerhus i Sønderby, hvor han er aktiv i Sønderby Kultur- & Bryghus og i Harebakkegårdens Grundejerforening.